I sne og slud og frost og is
lovpriser jeg på vintervis
min Gud og Faders varme:
Når kulden klam mig knuger tæt,
når sjæl og sind er vintertræt,
jeg synger i Hans arme.

Når sneen dækker land og by,
når grå og trist er himlens sky,
når alt har ingen farve,
da fryder jeg mig dagligt ved,
Gud nådig gir af kærlighed
sit Paradis at arve.

Når frost og is har lammet alt,
når opbrugt er al verdens salt,
når tvivl er troens dommer,
da ved jeg, trolig påskens vår
vil genopstå hvert evig’ år,
befrugte Edens sommer.