Guds barn du altid er og blir,
hvad skæbne end dit liv dig gir,
hvorhen du end må vandre.
Dét må du altid bringe med
fra sted til sted og støttes ved
blandt alle verdens andre.

Når vejen blir for svær at gå,
du altid dog må stole på,
at Gud er ved din side.
Så støt dig til dit Fadervor,
den bøn, som altid Gud forstår.
Hvor er dét trygt at vide.

Når skarpe stråler blænder dig,
så du kan ikke se din vej,
da brug dit unge øre.
Guds ord er talt til netop dig.
fordi Gud Fader ønsker sig,
at du til ham skal høre.

Når støvet lægger øjenslør,
så farven mister sin kulør,
og glæden blir en gåde,
da glæd dig ved din kristne dåb
med tro og kærlighed og håb,
og stol på Herrens nåde.

Når Herren kalder til sit bord,
hvor Helligånden sætter spor,
da tag frimodigt sæde.
For dåbens bad samt blod og brød
vil hjælpe dig i liv og død
til Jesu Kristi glæde.

Leif Damsgaard Jensen
22/3-2002
Tekst: Ap.G. 9,1-18
Konfirmationssalme
Tilegnet Thomas Damsgaard Jensen
Melodiforslag:
Gak ud, min, sjæl, betragt med flid