Du strør dit ord med ødsel hånd
på vej og klippe, krat og muld
og gøder nådig med din ånd
i håb om høstens lade fuld.

På vejen mødes ordet straks
af skarpe næb og hvasse klør.
Før rod med drøm om strå og aks
i nøgenhed dets kerne dør.

I klippesprækkens magre jord
den spæde spire sætter blad,
men svides i koldblodigt mord
og visner hen i hedens bad.

Blandt grøftekantens frodighed
og krattets spragled farvedragt
får blændværk og mismodighed
med kvælertag al vækst ombragt.

På livets mark slår ordet rod
og trodser troligt verdens vold.
Med kærlighed fra korsets blod
det bærer frugt i tusind fold.

Med kærlighedens kernefrø
du søger os som frugtbar jord,
at aldrig vi må golde dø,
men evigt leve af dit ord.