Du blev til dåben båret
og hørte glædens ord.
Mens du fik vand i håret,
blev Jesus til din bror.

Hans far er far for alle,
som døbes i Hans navn.
Du dig Guds barn må kalde
og varmes i Hans favn.

Den Helligånd fortæller,
hvor du nu hører til.
Din dåb for evigt gælder,
hvor end du være vil.

Fra vuggens trygge varme
til livets kolde krav
du rækkes nære arme
som daglig støttestav.

En kærlig kreds af venner
har delt den samme dåb.
I tro vi os bekender
til kærlighed og håb.

I glæde er vi mange,
der vidner om din vej:
Nu alle solopgange
er påskelys for dig.

Ved nat vil himlens stjerner
om dig stå englevagt,
at intet ondt dig fjerner
fra dåbens glade pagt.

25. maj 2003
Leif Damsgaard Jensen
Dåbssalme tilegnet Marcus, mit første barnebarn.
Tekst: Joh. 15,26-16,4
(Til 6. søndag efter påske, 1. tekstrække)
Melodiforslag:
Jeg ved en lærkerede (Carl Nielsens melodi)
Alternativ: Min død er mig til gode ...