Den helligånd, som skaber,
hvad Gud, vor Far, har sagt,
har gjort enhver til taber,
som tror på løgnens magt.
Den rene sandheds mester
har vundet dåbens sag,
velsigner, når vi fester
i tro hver hellig dag.

Den helligånd, som lyder
i klare, rene ord,
er den, som nu dig byder
til troens fælles bord.
Den rene sandheds mester
velsigner vin og brød,
når vi som nadvergæster
vil mindes Herrens død.

Den helligånd, som kalder
på Herrens hele folk
og rejser den, der falder,
er Ordets sande tolk.
Den rene sandheds mester
sprang ud fra Himlens hal
og gjorde os til præster
og livet til et kald.

Den helligånd, du hører
trods tidens tomheds-jagt,
dig gennem livet fører
med Ordet i sin magt.
Den rene sandheds mester
vil værne alle små,
opsamle alle rester,
om de er nok så få.

Den helligånd, du møder
på vejen, du skal gå,
med dagligt brød dig føder
til alt, hvad du skal nå.
Den rene sandheds mester
gav kærlighedens bud:
så elsk du dine næster
og gå i pagt med Gud.

8-9/5-1997
Konfirmationssalme (til Kristian Jervad)
Joh. 15,26-16,4
Melodiforslag: Nu blomstertiden kommer.
(Den svenske melodi)